---
title: "Repræsentantskabsmøde i AB: Fokus på udvikling, økonomi og fremtidige beslutninger"
description: "AB afholdt den 20. maj 2026 årets repræsentantskabsmøde, hvor der var stort fremmøde og god debat om både drift, økonomi og udviklingen af boligområderne."
date: "2026-06-09"
created: "2026-06-09"
---

[Hjem](https://solhusene.albertslundboligselskab.dk/)

                    [Nyheder](https://solhusene.albertslundboligselskab.dk/nyheder)

                [Repræsentantskabsmøde i AB: Fokus på udvikling, økonomi og fremtidige beslutninger](https://solhusene.albertslundboligselskab.dk/nyheder/repraesentantskabsmoede-i-ab-fokus-paa-udvikling-oekonomi-og-fremtidige-beslutninger)

# Repræsentantskabsmøde i AB: Fokus på udvikling, økonomi og fremtidige beslutninger

Formand for organisationsbestyrelsen, Peter Arler, bød velkommen og fremlagde bestyrelsens beretning for 2025. Året har blandt andet været præget af fokus på digitalisering, arbejdet med fondsansøgninger og styrkelse af beboerdemokratiet. Derudover har bestyrelsen arbejdet med en række nye udvalg, herunder strategi-, effektiviserings- og råderetsudvalg.

Et centralt tema i debatten var vedligeholdelse og opsparing i afdelingerne – særligt B-ordningen – hvor bestyrelsen opfordrer til, at der spares tilstrækkeligt op for at sikre boligerne i fremtiden. Der var også spørgsmål om ukrudtsbekæmpelse, hvor det blev understreget, at afdelingerne selv kan vælge løsninger inden for de gældende rammer uden brug af skadelige pesticider.

![](https://solhusene.albertslundboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/2acd0308-9699-4c87-a92f-08dec5031ca2?width=800)

^Peter Arler, formand for Albertslund Boligselskab, aflægger beretning om året, der er gået.^

På økonomisiden blev både afdelingernes og AB’s regnskaber godkendt. Alle afdelinger kom ud med overskud, blandt andet på grund af lavere ejendomsskatter og renteindtægter. Budgettet for 2027 blev præsenteret og taget til efterretning, herunder en varslet stigning i administrationsbidraget.

Mødet bød også på en status på større udviklingsprojekter som Skallerne og kommende helhedsplaner. Her blev der blandt andet drøftet finansiering, huslejeniveauer og behovet for at sikre betalelige boliger.

- Repræsentantskabet vedtog to væsentlige forslag:
- At reducere bestyrelsen fra 9 til 7 medlemmer for at styrke beslutningskraften

At give organisationsbestyrelsen udvidede beføjelser i forhold til afdelingerne Storken og Vognporten, om blandt andet nedrivning, grundkøb, etablering af nyt byggeri.
Der var også valg til bestyrelsen, hvor Peter Arler blev genvalgt som formand. Dennis Skjoldborg og Charlotte Haumann blev valgt som nye bestyrelsesmedlemmer, mens Kirsten Simonsen og Kylle Kofoed blev valgt som suppleanter.

Mødet blev afsluttet i god ro og orden med tak for et engageret fremmøde og en livlig debat om AB’s fremtid.

![](https://solhusene.albertslundboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/5274fc6f-563f-48c3-a92d-08dec5031ca2?width=800)

^Der var mange spørgsmål og en livlig debat blandt repræsentantskabets medlemmer.^

^![](https://solhusene.albertslundboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/43170fd8-3431-4766-a92e-08dec5031ca2?width=800)^

![](https://solhusene.albertslundboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/7c13b3af-b2e8-4f1d-a930-08dec5031ca2?width=800)

^Byggeprojektleder Peter Føhrby Nybom gør status på byggeriet af botilbuddet Skallerne.^
